I øjeblikket har jeg en kvinde i et 1:1 forløb. Hun arbejder ihærdigt og grundigt med sine drømme og sine livs- og jobværdier. Ved vores sidste session blev hun dog voldsomt udfordret, idet hun ikke kunne forstå, hvorfor hun havde så mange konflikter med sine kolleger.
Hun ville rigtigt gerne have mere fællesskab med dem og synes også, at hun gjorde meget for at få det til at ske.
Samtidig er den vigtigste af hendes jobværdier professionalisme, og det viste sig, at det var her, problemet lå.
Kvinden havde det nemligt rigtigt svært, hvis hun var vidne til, at hendes kolleger ikke ydede en ordentlig kundeservice og informerede kunderne ordentligt, og så var kvinden tilbøjelig til at tage over for kollegaen, således at kunden fik det, som vedkommende efterspurgte.
Her fik kvinden virkeligt en AHA-oplevelse – det var altså her, hunden lå begravet. Hun har hver dag to af sine vigtigste jobværdier i spil, og nogle gange strider de imod hinanden, og det kan være svært at håndtere. Men blot det at være bevidst om det, kan gøre, at man kan agere bedre, når værdierne kolliderer med hinanden.