Måske kender du også hende her? Vi kan kalde hende Lise. Hun ved alt om det sidste nye indenfor slankekure og livsstilændringer, hvorfor LCHF er bedre end Palero eller stenalderkost eller ...
Når vi mødes, kommenterer hun, hvad jeg spiser, og hvad det gør af dårligdomme for min krop. Men jeg ved, at jeg gør, hvad jeg kan for at holde mig i form, jeg traver lange ture og tager en tur i ro-maskinen to gange om ugen, og lever i det hele taget et sundt og aktivt liv, og så vil jeg også have lov at nyde min kaffe med et lækkert stykke chokolade til, OG Lise mangler stadig at tabe de 10 kilo, hun har talt om at tabe sig de sidste 5 år.
Når jeg så spørger hende, hvorfor hun gerne vil tabe sig 10 kilo, så kigger hun mærkeligt på mig og siger til mig, (som om jeg er MEGET langsom i opfattelsen) “for at blive sundere, selvfølgelig”.
Hvad er din motivation?
OG så forstår jeg lige pludselig, hvorfor hun endnu ikke har tabt sig. Hendes “hvorfor” – hendes motivation “at blive sundere” er simpelthen ikke godt nok. Det er alt for ukonkret.
Når vi skal nå vores mål, er vi nødt til at blive meget specifikke på, hvorfor det er, vi gerne vil nå dette mål. Jeg ved ikke, hvorfor Lise helt præcist vil tabe sig, men det kan f.eks. være “jeg kan ikke længere passe min sorte kjole, som jeg ellers synes klæder mig så godt”, eller “Jeg kan ikke længere spille bold med mine børn i haven” eller måske “Mine knæ gør ondt, når jeg går op ad trappen, og jeg ender med at skulle have nye knæ, hvis jeg ikke taber mig”.
Hun – og du har brug for at finde dit virkelige “hvorfor”, hvis du gerne vil lykkes med dine mål for dig selv og din virksomhed i 2017. Så overvej dit virkelige hvorfor, INDEN du sætter dig dine mål for 2017.
Hvis det her var let, så gjorde du det jo bare, men selvom du inderst inde godt ved, hvad dit virkelige “hvorfor” er, så kan det godt være svært at finde det frem.