Kender du de dage, hvor du sætter dig ved arbejdsbordet med en god kop kaffe, tænder computeren, og så kaster du dig ellers over det ene lækre bilag efter det andet? Du tjekker også lige op på dit budget, og til sidst lægger du en plan for, hvordan du skal nå dine økonomiske mål.
Nej?
Nå – så er du som de fleste andre selvstændige.
Det er nemlig ikke bogføring og bilag, der driver dig. Faktisk har du måske ikke helt overblik over økonomien, og bare tanken gør dig træt.
Det nemmeste er at lukke øjnene. Men… du ved også godt, at det ikke hjælper noget, for økonomien er som en ond skygge over dig hele tiden.
Hvis du ikke har styr på din økonomi, så har du faktisk ikke styr på din virksomhed. Det er din forretning og din drøm, du spiller roulette med.
Men økonomi behøver ikke være et forsømt hadepunkt på din to-do-liste. Hvis du sætter fokuseret tid af, får du tiden mange gange igen i form af timer, hvor du ikke døjer med ondt i nakken af bekymringer og dårlig samvittighed.
Du skal nu tage ansvar for din økonomi, og du kan lige så godt komme i gang med det samme.
Planlæg en økonomidag
Start med at fastlægge en ugentlig- og en månedlig dag, hvor du fokuserer på økonomi.
Det betyder ikke, at du ene og alene skal bruge tid på økonomi dén dag, men blot at du sætter tid af til at fokusere på økonomi.
- Sende fakturer ud
- Betale regninger
- Tjekke at dine kunder har betalt dine fakturaer
- Få og holde styr på dine bilag
- Sende bilag til bogholder eller bogføre selv
- Følg op på dit salgsbudget
- Få overblik over de tre næste måneder
Når du oplever, hvor meget ro du får du hovedet efter dit økonomimøde med dig selv, tror jeg, at du vil prioritere økonomidagene fremover.
Sådan gør du:
Bestem dig for, hvilken ugedag du vil holde din ugentlige økonomidag. Det kunne for eksempel ligge lige før eller lige efter dit ugentlige møde med dig selv.
Læg så dagene i din kalender og respekter aftalen med dig selv, som var det en aftale med dine kunder. Så er du sikker på, at du får det gjort, og du får styr på din økonomi som selvstændig.
Vil du have flere tips og tricks til alt det, som du kan have brug for som selvstændig?
I den lukkede Facebookgruppe “BusinessLivlinen” finder du hurtigt hjælp, støtte og support fra ligesindede selvstændige.
Du kan stille spørgsmål og kommentere, og du kan bruge gruppen til sparring omkring alt det, der fylder i dit liv som selvstændig konsulent, coach eller behandler.