Jeg ved, at planlægning er effektiv. Det ved jeg, fordi jeg oplever det hver uge. Hvis ikke jeg planlægger min hverdag, så oplever jeg, at jeg slet ikke når det, jeg gerne vil.
Men når jeg sætter tid af til planlægning, så oplever jeg, at jeg er meget mere effektiv i min virksomhed.
I går var nogle af mine kunder, der er i 1:1-forløb hos mig, med på workshoppen Powerful Planlægning. Vi stillede skarpt på planlægning af både tid og omsætning og dermed økonomi – og vi fik lagt en plan for alle 90 dage af 4. kvartal af 2021 på bare 1 dag.
Men – tænker du måske – kan det lade sig gøre at planlægge sin økonomi?
Ja, det kan det i et vist omfang.
Planlæg din økonomi
Jeg kan godt forstå, hvis du undrer dig over, at jeg mener, at du kan planlægge din økonomi.
Min påstand handler om, at når du ved, hvor stor en omsætning du skal have i det næste kvartal, som du er ved at planlægge, så ved du også, hvor meget eller hvor mange af dine produkter du skal sælge.
Det er sådan, du planlægger, skaber overblik og kontrol over din økonomi – når du ved, hvilken omsætning, der skal til, har fokus på det hver eneste uge og korrigerer din markedsføring efter, hvordan det går, så kan du planlægge såvel din omsætning som din økonomi.
Nå mere på 90 dage, end de fleste når på et helt år
Jeg elsker planlægning! – Og jeg er sikker på, at du kan komme til at føle det samme, når du oplever, hvor effektiv planlægning er.
Planlægning handler om at skabe struktur i hverdagen. Hvis du synes, at du ikke når en brøkdel af det, som du gerne vil i din virksomhed, selvom du føler, at du arbejder hele tiden – så er mit forslag, at du skal prøve at strukturere din uge på en anden måde, end du gør nu.
Det kræver fokus og tid, når du skal lægge en slagplan for et helt kvartal på blot en enkelt dag – men en hel dag dedikeret til planlægning er effektiv. Du planlægger, hvad du skal bruge din tid på, du planlægger dine salgs- og markedsføringsaktiviteter, og du bryder dine mål ned i konkrete opgaver,
Du får stillet skarpt på, hvor du er henne nu, og hvor du gerne vil hen, når kvartalet er omme. Du får styr på din vision, dine mål og dine opgaver for de næste 30-60-90 dage.
Du bliver bedre til at holde fokus på én opgave ad gangen, du bliver mere effektiv, og du vil opleve, at du i højere grad når de mål, som du sætter dig.
Så er det ikke nu, du skal i gang med DIN planlægning?