Derfor er personlig effektivitet så vigtigt i livet som selvstændig

Personlig effektivitet er vigtigt. Når du er soloselvstændig, er det endnu mere vigtigt. Du er eneste mand på banen, og det betyder, at hvis du ikke griber bolden, så er der ingen, der gør.

Multitasking, overspringshandlinger og spontane caféaftaler er lidt rebelsk og hyggeligt.
Vi falder alle sammen i.

Men det har altså også en pris:

  • Du føler dig altid bagud
  • Du er utilfreds med din egen indsats
  • Du arbejder flere timer, end din omsætning afspejler
  • Du går glip af det, du allerhelst vil bruge din tid på
  • Du føler ikke, at du lever dit liv i overensstemmelse med dig selv.

Genkender du følelserne her, så er det oplagt, at du dykker ned i, hvad personlig effektivitet er, hvordan effektivitet og produktivitet adskiller sig fra hinanden, og hvorfor personlig effektivitet egentlig er så vigtigt.

Vi falder alle sammen i.

Hvad er personlig effektivitet?

  • At være personligt effektiv handler ikke om at arbejde mere, knokle hårdere eller løbe så hurtigt, at benene ikke kan følge med.

    At være personligt effektiv handler om, hvordan du bruger din tid bedst muligt. Det betyder altså, at du arbejder fokuseret og målrettet på det, der betyder noget – for dig.

    Deraf ordet “personlig”.

Det hedder personlig effektivitet, fordi det tager udgangspunkt i:

  1. hvad der er allervigtigst for DIG at nå
  2. hvilke værktøjer, teknikker og vaner det giver mening, at DU arbejder med
  3. hvordan du personligt arbejder bedst.

Produktivitet VS personlig effektivitet

Det er en klassisk misforståelse at blande produktivitet og effektivitet sammen.

At være produktiv betyder, at du når meget på den tid, du har til rådighed.

At være effektiv betyder, at du når det, der er vigtigt for dig, på den tid, du har til rådighed.

Hvis du skriver fem blogindlæg på en dag, har du været ekstremt produktiv. Du har produceret meget.

Men hvis du i virkeligheden havde mere brug for at fakturere dine kunder eller skrive den salgsside, der skal sælge dit nye produkt – ja så er de fem blogindlæg ikke specielt meget værd lige nu. Du har derfor været produktiv – det kan vi ikke tage fra dig – men du har ikke været effektiv.

På samme måde kan du godt være produktiv, uden at resultatet er godt. Igen: Fem blogindlæg på én dag er imponerende. Men er de gode? Hvis du havde skrevet ét stjernegodt blogindlæg, der bliver en supermagnet for din hjemmeside – ja så har du faktisk været mere effektiv, end hvis du producerede fem – eller halvtreds – middelmådige blogindlæg, som ikke tiltrækker og engagerer de rigtige potentielle kunder.

Så opsummeret:

Produktiv: Producerer meget på den tid, der er til rådighed.
Effektiv: Skaber effekt på den tid, der er til rådighed.

Hvorfor er personlig effektivitet så vigtigt?

Det kan godt lyde stressende at skulle være så pokkers effektiv. Men ved du hvad? Det er præcis omvendt!

Det, der stresser dig, er det, du IKKE når.

  • Når du IKKE bliver færdig med de ting, du havde på to-do-listen
  • Når du må skubbe en kunde, fordi du ikke blev færdig med den forrige.
  • Når du ikke når hjem til den aftale, du havde, fordi det trak ud med en opgave.
  • Når du ikke har tid til at lade op, fordi du må åbne computeren om aftenen.
  • Når du sover dårligt om natten, fordi tankerne om alt det, du glemte og ikke nåede, banker på.

Når du til gengæld arbejder fokuseret og målrettet med dine vigtigste opgaver, så du kommer igennem din to-do-liste, holder tidsplanen, når dine aftaler, har tid til at lade op og får en god nats søvn – så er det ikke stressende, uanset hvor effektivt du har arbejdet.

At være effektiv betyder netop ikke, at du løber hurtigere, end du kan, men at du bruger tiden bedst muligt.

Fordelene ved at være personligt effektiv er:

  • Større overblik:
    Når du har styr på din tid og dine prioriteter, har du også et bedre overblik over din virksomhed.

  • Højere arbejdsglæde:
    Du opnår større tilfredshed, når du kommer igennem det, du sætter dig for. Du har ro i hovedet, mens du arbejder, og ro i maven, når du holder fri. Og så bliver det uundgåeligt sjovere at gå på arbejde.

  • Mere tid:
    Når du får det bedst mulige ud af din tid, så frigiver du spildtid til at nå mere eller få plads til det, du også gerne vil, hvad end det er at dyrke yoga, hente børnene tidligt eller drikke kaffe med din veninde.

  • Bedre økonomi:
    Når du bruger din tid optimalt, frigiver det timer til at markedsføre dig løbende, så du altid har et jævnt flow af kunder, eller til at tage flere kunder ind, så der kommer flere penge i kassen. Du kan også bruge den frigivne tid og energi på at udvikle nye produkter, som skaber bedre omsætning – uden at du arbejder mere.

  • Øget livskvalitet:
    Når du har større overblik, højere arbejdsglæde, mere tid og bedre økonomi – ja så stiger livskvaliteten også af sig selv. Du får mere energi, glæde og tilfredshed i dit liv.

Sådan lærer du at være personligt effektiv

Ville du ønske, at du var mere personligt effektiv?

Bare rolig. Det er ikke noget, du er eller ikke er. Det kræver ikke særlige egenskaber eller karaktertræk, rygrad eller mindset.

Det er noget, du kan lære.

Det kræver, at du beslutter dig for at lære det – og at du får værktøjerne til det.

Del artiklen

Læs også …

Velkommen til Business-Bloggen om Iværksætteri, forretningsudvikling og personlig effektivitet af businessmentor Birgitte Feldborg.

forretningsudvikling-birgitte-feldborg

Del artiklen

Ansøg om en gratis business strategi session